Er der gemt en spejderleder i dig?
Det er populært at være spejder, også hos Palnatoke Gruppe – de blå pigespejdere i Allerød. Vi vil meget gerne være med til, at alle børn får mulighed for at blive spejdere og derfor har vi brug for lidt flere spejderledere.
Kunne du tænke dig en udviklende og sjov fritidsbeskæftigelse med hyggelige voksne og søde børn? Er du glad for friluftsliv og at være i naturen? Og er du god til at lave sjove aktiviteter med børn, imens du får jord under neglene? Så kom ned og vær spejderleder hos os og bliv en del af fællesskabet!
Bliv spejderleder og
- Bliv rig – på naturoplevelser, fællesskab og sjove øjeblikke
- Bliv dygtigere – gennem samarbejde, planlægning og ledelse
- Bliv et forbillede – for børn og unge, når du giver dem oplevelser for livet.
Kom som du er
Du behøver ikke at have været spejder før. Vi har alle forskellige kompetencer og der skal være plads til alle – både spejdere og ledere. Du skal bare have mod på at bruge og udvikle flere sider af dig selv – ligesom du skal have lyst til at give børn og unge en spejdertid for livet. Det er et fællesskab, så du kommer ikke til at stå alene med ansvaret. Kom bare som du er – så finder vi ud af resten.
Når du kontakter os, hjælpes vi ad med at finde den helt rigtige plads til dig i gruppen. Du behøver ikke at have erfaring, kun en nysgerrighed på opgaven og et gåpåmod som Pippi Langstrømpe: „Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt!“
Udover en masse timers sjov og læring med seje børn og unge bliver du også en del af et erfarent lederteam, der står klar til at oplære dig og hjælpe dig med at opbygge din egen spejderlederidentitet. Og selvfølgelig drikke en kop kaffe og deltage i sjove sparringsmøder undervejs.
Er du stadig nysgerrig på, om spejderlederrollen er noget for dig? Se filmene om rollen som spejderleder og bliv klogere!
Vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig!
Spejderhilsen,
Palnatoke Gruppe